når billederne ikke kan tages om

Bestil en bryllupsfotograf

Jeres bryllup er en meget stor begivenhed, og fantastiske billeder af dagen fra en erfaren bryllupsfotograf er den bedste måde at huske jeres bryllup på.

At tage billeder af begivenheden bør ikke overlades til den første den bedste i familien, dertil kræver det for megen erfaring og udstyr. En fotograferende gæst får jo heller ikke lige så god en dag som de andre gæster.

Når den sidste kage er spist og festen betalt, er billederne trods alt den bedste måde at huske det hele på.

Det er derfor du skal booke mig som din bryllupsfotograf.

Når jeg fotograferer et bryllup starter jeg med at lytte til jer, det kommende brudepar, og høre jeres egne ideer og drømme.

Typisk vil I gerne have en serie billeder fra kirke/rådhuset, startende med de første gæster og brudgommens ankomst, bruden der ankommer tilsidst, måske selve vielsen (selvom mange foretrækker at huske den del, udelukkende i erindringen), og naturligvis udgangen fra kirken/rådhuset.

Efter vielsen modtager venner og familie de nygifte, kaster med ris og hylder de nygifte og jeg fotograferer det hele. Det er rart at tage familieportrætterne på dette tidspunkt, og bagefter kører brudeparret afsted sammen.

De smukkeste billeder af brudeparret finder man efter min mening i naturen og derfor sætter jeg typisk 1-1,5 timer af til location fotografering et sted i nærheden. Går det helt galt med vejret, er kirken eller våbenhus også et godt sted at portrættere, jeg tager selv lys med.

Hvis I vælger at booke en professionel fotograf til at dække jeres bryllup, ved I, at jeres behov bliver forstået, at der er kendskab til forløbet i et bryllup, at der vil være opmærksomhed på de store og små ting, der skal huskes bagefter og at resultatet bliver fantastisk.

Jeres billeder skal være en kilde til fornyet glæde i mange år frem.